EQUINOX

For et par uger siden havde vi både jævndøgn og vores sidste høstdag, også kaldet Mikkelsdag. Det er den tid på året, som jordbrugere traditionelt har brugt til at gøre status:
Hvad har vi dyrket? Hvad har vi til vinteren? Og hvad har vi lært?

Høsten er nu kommet i hus, årets arbejde gøres op, og vi bevæger os ind i den mørkere del af året. Efterårets jævndøgn bliver en tid til at reflektere over, hvad vi har, hvad vi ved, og hvad vi stadig har brug for at vide for at komme igennem vinteren. Selv brugte jeg weekenden på at klargøre jorden til vinteren, bruge tid i skoven og være omkring bålet med mine mennesker.

For mig føles det, som om en cyklus er ved at slutte.

En cyklus, der begyndte for tre år siden, da jeg ankom til Atacamaørkenen i Chile som en del af La Wayaka-residencyet. Vi var tolv kunstnere og forskere fra forskellige dele af verden, som alle arbejdede med at forstå klimaforandringer, økologiske praksisser og kunstens og kulturens rolle i alt det. I 30 dage boede vi hos Carlos og Sandra, traditionelle lamahyrder fra Lickan Antay-folket, som ville lære os nogle af deres ældgamle praksisser. Meningen var både at skabe en kulturudveksling og afslutningsvis en fælles udstilling.

Men Carlos fortalte mig, at hans mission var større end det: Han ønskede, at den viden, han havde om landskaberne, historierne knyttet til dem og praksisserne, skulle gå videre. Ikke bare som en kulturel udveksling, men som en inspiration til at gøre det, som mennesker altid har gjort: AT LYTTE TIL JORDEN.

At lære at lytte

På en eller anden måde var vi alle rejst ud i ørkenen for at lede efter svar, uden nødvendigvis at vide, hvad vores spørgsmål egentlig var. Når jeg tænker på det nu, tænker jeg, at vi alle sammen var drevet af en længsel. En længsel efter at forbinde os med noget ældgammelt.

Atacamaørkenen er et af de tørreste steder på jorden, hvor der falder under 9 mm regn om året. Alligevel har både Linkay-Antay folket og det tidligere Inkarige dyrket jorden i ørkenen i årtusinder, hyrdet lamaerne rundt i bjergene til græsningsområder og levet af landskaberne, som for et utrænet øje ligner det modsatte af frugtbarhed.

Carlos lærte os at aflæse landskabet. At aflæse dyrene. Han fortalte os, hvordan de dyrkede og brugte medicinske planter på et af de tørreste steder på jorden.

Da Carlos’ forfædre først kom til den lille ørkenoase Coyo, brugte de fem år på at gøre ørkenjorden klar, før de begyndte at anlægge en medicin have. Vigtigst var det at spørge jorden om lov – lov til at blive dyrket – og hele tiden gennem ritualerne sikre, at de gav noget tilbage. Offergaver i form af cocablade, mad, frø eller noget andet, som har en livsenergi i sig. Grundtanken er hele tiden at sikre naturens balance mellem liv og død. Og huske, at før noget som helst kan gro, må en tillidsfuld relation bygges op.

Ørkenen er et goldt, rødt, måneagtigt landskab. Vi befandt os i Valley of Death – en dal, der strakte sig mellem to bjergkæder. Dalen var helt flad og vidnede om, hvordan den engang havde været havbund. Landskabet så tørt og forladt ud, næsten dødt, nok deraf navnet. Samtidig husker jeg en følelse af, at ørkenen rummede pulserende liv, som om den tørre ørkenjord slæbte på fortidens hemmeligheder.

Jeg husker, at et par dage efter vi var ankommet, stod vi alle stille under halvtaget i haven og så regnen skyllede ned over den røde ørkenjord. Vandet begyndte at forme små kanaler i den tørre jord. Og jeg husker, at noget i mig begyndte at bevæge sig samtidig.

Nogle frø blev plantet i mig under min tid i Atacama. For Carlos og Sandra virkede ikke kun til at vide noget om landskabet. Deres viden kom af at leve med det. Gennem kontakten til dyrene, planterne, vejret, vandet, jorden og alle deres forfædres erfaringer og visdom.

Det fik mig til at spørge: Hvorfor føler så mange mennesker sig så afkoblet og lever, som om de er adskilt fra jorden?

En morgen, efter at regnen var stoppet, gik jeg ud i ørkenlandskabet. Farven rød havde spredt sig gennem de mudrede kanaler, der forgrenede sig fra en brusende rød flod, som delte landskabet i to. Jeg lagde mig i floden og lod vandet løbe omkring min krop. Jeg husker meget tydeligt følelsen af at begynde at opleve landskabet som noget andet end en kulisse. At være selve landskabet og samtidig genkende det.

“Everything starts in the dark waters,” fortalte Carlos mig senere, da vi sad i gruppen omkring bålet. I den mørke jord planter vi frøet, og gennem processer af liv og død bliver vi til. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at det var begyndelsen på noget, jeg har forsøgt at forstå lige siden. Ikke intellektuelt, men med kroppen.

At lære at gro

Det åbnede samtidig for en million spørgsmål om ejerskab, privilegier, køn, mad, klima og magt. I en verden, hvor ressourcerne er så ulige fordelt, og hvor de fleste samfund stadig opererer ud fra kapitalistiske og koloniale tilgange til jord, mad, mennesker og viden.

Egentlig har de seneste tre år været et forsøg på at væve nogle af trådene sammen. Spørgsmålene om jord, ejerskab og dyrkning blev sidenhen til filmprojektet We Are the Land. Et dokumentarfilmprojekt, hvor vi møder fem kvinder fra Danmark og Kenya, der fortæller om de udfordringer, de har som småbønder i det globale fødevaresystem.

Kvinder udgør over halvdelen af arbejdskraften i det globale fødevaresystem, og alligevel er under 20 % af den dyrkede jord ejet af kvinder. Kvinder og lokale fællesskaber har altid båret store dele af arbejdet i landbruget og endnu mere i hjemmene.

Men kvinders tilgang til dyrkning lærte mig også noget andet, nemlig at være i relation til jorden. For hvad sker der, når vi holder op med kun at forstå jorden som noget uden for os – som ejendom, ressource, landskab eller kulisse?

Hvad vil det sige at leve med jorden i stedet for bare på den?

At leve gennem kroppen.

At leve gennem landskaberne.

At leve gennem ritualerne, f.eks. ved dyrkning.

Året er en cyklisk afbalancering mellem opblomstring, blomstring, afblomstring og død. Så på Mikkelsdag plantede vi rug i nogle af grøntsagsbedene for at forberede jorden på den sidste fase.

<< Frøene må dø i jorden, før de kan spire igen. Det er en måde at besværge døden på. En måde at sikre væksten i jorden på. Vi lader frøene tørre ud på den kolde jord, helt indtil de bliver til små hvide og grå, indtørrede kapsler.

Imens må jorden passes, plejes og vendes. At lægge jorden brak er en øvelse i forberedelse. At forberede jorden på cyklussen mellem liv og død.

Og så vender vi os mod det, og først til allersidst giver vi det vand, så livet igen kan vende tilbage til frøet. Det er ikke til at vide, hvilket frø vi har plantet. Det vil vise sig, så vi må bare vente. Imens lægger vi os til at sove, en kort, afbrudt søvn, som en mor, der i søvnen vogter over barnet. Og alligevel har vi været sovende længe, længe nok til, at jorden nu er iltfattig. >>

Jeg tror ikke, jeg dengang vidste, at det var tiden i ørkenen, som startede min undersøgelse. En undersøgelse af, hvordan jeg kunne genfinde forbindelsen til jorden gennem kroppen. At bruge et år på en gård, et år i fjeldene i Norge og det sidste år på Vækstcenteret, på landet i Nørre Snede i Midtjylland.

Så på denne blog vil jeg se tilbage på noget af det, der er vokset frem gennem denne treårige cyklus. Første del er et glimt ind i gamle og nye kameraoptagelser af noget, jeg begyndte at lære i ørkenen for tre år siden: nemlig at elske jorden – with all your flesh <3